Gubi chair
Design: Komplot
Model: Gubi chair
Udførelse: 3D formspænding
Anderledes formsprog og miljømæssig nytænkning
Gubi og Komplot Design påbegyndte samarbejdet efter at have mødt hinanden på messen Orgatec i Køln. Komplot Design var på udkig efter en dansk virksomhed til at producere en skalstol, som de havde udviklet i samarbejde med opfindervirksomheden Reholz. Det blev senere til Gubi Chair.
Stolen er helt enestående, da man for første gang i formspændingens historie har lavet en stol, der er formet tredimensionelt.
Metoden gør det muligt at forme stoleskallen, så alle kanter vender væk fra kroppen og dermed giver stolen et organisk og blødt udtryk. Den bøjede kant hele vejen rundt om skallen gør det muligt at gå ned til halv tykkelse i forhold til traditionel formspænd – til 6 mm. Det betyder, at man halverer finérforbruget og på den måde laver et produkt, som trækker færre ressourcer fra miljøet.
Det anderledes formsprog og den miljømæssige nytænkning har været to parametre, som er med til at brande virksomheden som innovativ. ”For os har det været en profilvare, som har kunnet åbne op for andre rodukter. Vi fandt ud af, at der var en masse gode historier i innovationen omkring Gubistolen, og vi gik meget tidligt ud og konkurrerede på nogle konkurrenceparametre som bæredygtighed, hvilket dengang ikke var et parameter, som man tænkte på,” siger Jacob Gubi.
Da stolen var sat i produktion lavede Gubi og Komplot Design en strategi for resten af kollektionen. Indenfor få år har stolen fået følgeskab af forskellige borde, en lille stol, en barstol og en loungestol. Gubi Chair har desuden fået et stort udvalg af stoleben i metal og træ. ”Vi går meget op i at lave en ‘familie’. Det giver
en stærkere identitet end et enkeltstående produkt,” fortæller Jacob Gubi.